Godt 6100 DDR-borgere forsøgte at flygte over Østersøen i perioden fra Berlin-murens opførelse i 1961 til dens fald i 1989. Cirka 4000 af disse “republikflygtninge” - som de blev kaldt - blev fanget af DDRs grænsevagter eller andre myndighedspersoner. Mindst 189 flygtende østtyskere druknede under deres flugt over havet til primært Danmark.

Nogle nåede Danmarks kyst eller andre udenlandske havne ved hjælp af luftmadrasser, hjemmelavede undervandsscootere, surfbrædder eller andre hjemmgjorte opfindelser. Andre hoppede af i havne - i begyndelsen især i Gedser på Falster, som DDR-borgerne kort efter 1961 gerne måtte sejle til. De måtte blot ikke gå fra borde.

Den danske journalist og forfatter Jesper Clemmensen har skrevet den dokumentariske bog Flugtrute Østersøen - Historien om ‘den usynlige mur´, om det lidt oversete kapitel, når det drejer sig om flugtforsøg fra den såkaldte arbejder- og bondestat.

I Vestberlin stod hele verdenspressen opmarcheret og var klar til at dokumentere ethvert flugtforsøg, men ved DDRs Østersø-kyst - der i modsætning til den indre grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken ikke var konsekvent afspærret - var der ingen fotografer.

De første, der i det frie Vesteuropa kom til at hilse på DDR-flygtningene, var tilfældige danskere på Lolland, Falster eller Møn, danske sømænd om bord på skibe eller færger eller de udstationerede på fyrskibet “Gedser Rev”, der lå forankret i farvandet mellem Danmark og DDR. Hvis de flygtende kunne finde frem til det danske fyrskib, var sejlturen eller svømmeturen kun halvt så lang.

Jesper Clemmensen har udsendt de to dokumentariske bøger Flugtrute Østersøen, hvori han beskriver Østersøens rolle som flugtrute, og Skyggemand, der handler om en flugthjælper i den kolde krigs Berlin. Han er selv vokset op på Lolland. - Jeg har badet ved Lollands strande og handlet toldfrit på færgerne. Men på samme tid har der ligget østtyskere ude på det åbne hav i gummibåde og kajakker og kæmpet for livet, sagde han.

Hans første eget minde om DDR er fra foråret 1989, da han med sit fodboldhold var til et stævne i Berlin - blot et halvt år før den dag, der de facto blev DDRs dødsdag: Den 9. november 1989.

En anden verden
- For os unge fodbolddrenge var togrejsen gennem DDR som at være på en anden planet. De store Plattenbauten - boligblokke konstrueret af præfabrikerede betonplader - og Trabant-bilerne var ikke noget, vi havde set før, husker Jesper Clemmensen.

Mens det officielle Danmark i 1980erne for alvor åbnede op for flygtninge fra fjerne lande, var holdningen over for flygtningene fra det sydlige naboland påfaldende afdæmpet. Formentlig fordi man meget diplomatisk i København gik på listefødder over for Østberlin.

Til gengæld spillede mange almindelige danskere som privatpersoner en aktiv rolle, da de på dansk grund mødte de DDR-borgere, for hvem flugten var lykkedes.

Jesper Clemmensen berettede om flere af de spektakulære flugtforsøg, der fandt sted over Østersøen. Nogle lykkedes, andre endte i tragedier.
- Højsæson for flugtforsøgene var sensommeren, hvor nætterne begyndte at blive længere, mens vandet stadig var forholdsvis varmt. Var vejret tilmed diset, var der større sandsynlighed for, at der ville ankomme DDR-flygtninge til de danske kyster, fortalte han.
- Mange unge østtyske mænd frygtede indkaldelsen til hæren, Nationale Volksarmee. I 1960erne var det jo kun ganske få år siden, at der fædre var sluppet ud af sovjetiske fangelejre, hvis de da ikke var faldet under Anden Verdenskrig, sagde Jesper Clemmensen.


I 1986 lykkedes det for eksempel to unge østtyske mænd, Karsten Klünder og Dirk Deckert, at surfe fra øen Hiddensee ved Rügen til Møn - en vanvittig farlig flugt, der var tæt på at gå galt for den ene af dem. Han blev fundet af danske fiskerbåde på halvvejen.

Ingen af dem, der forsøgte at svømme over til Danmark, overlevede. Men det er dokumenteret, at mindst fem DDR-borgere med succes svømmede fra Mecklenburgs kyst til Slesvig-Holstens kyst, men de lå alle sammen i vandet i omkring 20 timer.

I 1975 blev Helsingfors-erklæringen underskrevet. Formålet var at forbedre relationerne mellem landene i Østblokken og Vesten. DDR ville gerne ind i varmen hos de vesteuropæiske lande og erklærede til gengæld at ville leve op til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.

Familie-tragedie
I Schwerin var der en familie, der satte sig for at vise, at Erich Honeckers underskrift på Helsingfors-erklæringen - ligesom så meget andet i DDR - var på skrømt.
“Vi vil hellere dø end at leve her”, skrev familien i dens afgrundsdybe had til DDR-staten.

- Efter at have søgt om udrejseforbund tidligere havde moren fået Berufsverbot mod at arbejde som pædagog i en børnehave. Senere truede regimet med at tage familiens børn og sætte dem i pleje hos en anden familie. Det var det, der udløste familien Senders flugt over Østersøen, fortalte Jesper Clemmensen.

Familien Sender fordelte sig i to kajakker og satte ud på Østersøen. Under flugten kæntrede den ene kajak og stod ikke til at redde. Det gjorde tre femtedele af familien heller ikke. Havde faren Heinz-Georg Sender og de to døtre forsøgt at bringe sig op på den anden kajak - hvor moren Ulla  og sønnen Christoph Sender sad - var de alle gået ned.

Forfærdeligt
- Man kan forestille sig, hvor forfærdeligt det har været for moren at se sine to døtre og mand og sønnen se sine to søskende og far blive opslugt af havet, uden at de kunne gøre noget. “Hav mod til at dø!”, råbte de i deres frustration til de familiemedlemmer, der var ved at drukne, sagde Jesper Clemmensen.

Mor og søn blev samlet op af sømænd på et dansk fragtskib. I de vesttyske medier blev der berettet udførligt om familien Senders flugttragedie. Det officielle Danmark var stort set tavs. Her blev sagen dysset ned.

Den danske forfatter og journalist mødtes for nogle år siden med Christoph Sender i forbindelse med sin research. - Christoph Sender har heldigvis fundet en ro i at kunne fortælle familiens historie. Moren Ulla har valgt fuldstændigt at lukke af over for offentligheden. Jeg sendte alligevel en skriftlig henvendelse til hende, og det fik hende alligevel til at tvivle. Hun indvilgede til sidst i alligevel at tale med mig. Efter at vi mødtes, og hun åbnede sig op, gik hun hen til mig, kiggede på mig og sagde: “Nu vil jeg aldrig nogensinde se dig igen”.